
Charlotte Holk Kristiansen
Nøgleordene er planlægning, struktur og målrettethed. Motivationen ligger i den personlige udfordring, og nederlag gør ondt. Men måske er det i virkeligheden smerten, der er drivkraften.
Charlotte Holk Kristiansen er målrettet. Hun dyrker karriere, er 32 år og arbejder til daglig som Corporate Communications Consultant for GN Store Nord. Og hun elsker udfordringer.
“Det handler om at sætte sig mål og bevise sig selv,” forklarer Charlotte.
Slaget ved Marathon
I 2004 satte Charlotte sig et mål. Hun ville løbe marathon. Og hun ville ikke blot gennemføre. Tiden skulle være god.
“Jeg lavede lidt research og besluttede, at jeg skulle gennemføre i en tid på 3 ½ time,” fortæller Charlotte. “Så begyndte jeg at løbetræne med Sparta . Jeg var lige flyttet til København, så det var positivt at træne med andre – og jeg lærte byen at kende.”
Charlotte trænede i tre måneder. Men kort før løbet, løb hun ind i en skade.
“Jeg fik en overbelastningsskade. Jeg kunne ikke løbe og måtte i stedet gå-træne,” fortæller Charlotte.
Men Charlotte gav ikke op. Hun begyndte genoptræning og gå-trænede. Og tre uger senere gennemførte hun sin første marathon på 3 timer og 51 minutter.
Fra gummisko til flade dæk og krise i Køge
Næste bump på vejen var Køgeklassikeren Tøserunden. En ny udfordring på 114 km. På væltepeter og kun for kvinder. Men Charlotte begik en fejl.
“Det var jo bare en cykeltur. Jeg havde før cyklet 80 km med oppakning. Så 114 km kunne jo ikke være det store,” fortæller Charlotte.
Charlotte sprang over det lave gærde og droppede den målrettede træning. Hun cyklede en smule, og gjorde ellers ikke det store ud af træningen. Men knap halvvejs inde i løbet punkterede hun. Charlotte havde hverken lappegrejer eller ekstra slange med og måtte slukøret udgå af løbet.
“Jeg havde slet ikke overvejet, at det var nødvendigt. Det med at lappe cykler er noget, drenge gør. Det tog helt pusten fra mig,” fortæller Charlotte.
Mors datter?
På det lommefilosofiske plan nærer Charlotte selv en teori om, hvad der driver hende til hele tiden at udfordre sig selv. Da Charlotte var lille blev hendes forældre skilt, og hendes mor flyttede. Det efterlod Charlotte med en følelse af at være fravalgt.
“Den følelse har fulgt mig lige siden. Og det handler nok i virkeligheden om, at jeg vil bevise over for min mor, at hun tog fejl,” siger Charlotte med et skævt smil.

3 kommentarer
Hej Rune
Velskrevet artikel. Du skriver godt – kan genkende meget, men er vist alt andet end det man kalder Mors datter;-) Og så var det efter kun 6 km, jeg punkterede og havde aldrig ambition om 3,30 men holdt mig til en km-tid på 5.45;-O
Billederne er fine. De passer godt til layoutet – og billedteksten på billede 2 gør, at billedet hænger sammen med teksten.
Synes det er fint, som du har indarbejdet links i teksten – det forstyrrer ikke. Måske du kunne have lavet en lille faktaboks med flere data om mig til sidst – og et eller andet sted kunne man jo nok flette en punktopstilling ind:-)
Nu vil jeg holde ferie – så er definitely over and out
Hej Rune,
Til Charlottes kommentarer vil jeg tilføje at du bruger kun ‘fortæller’. Det kunne godt varieres med siger hun, griner hun, understreger hun osv
Hej Rune,
Fede billeder.
Godt skrevet og overskueligt. Men jeg synes ikke rubrikken hænger sammen med teksten (bortset fra et det er en fed rubrik) Men det lyder næsten som om Charlotte (mors pige) har en livskrise. “Den store punktering”. Hvis jeg skimmer teksten får jeg i hvertfald nogle indtryk, som er fjernt fra det du gerne vil sige (tror jeg).
Det var ordene – Trine